Han skulle på arbejde og klokken var 06.45. Han skulle åbne sin bedstemors butik kl. 07.00 som sædvanlig. Men denne morgen var det hele ikke som sædvanlig for den senere grosserer Børge Jensen, for luften var fuld af lyde.
”Der var en forfærdelig bragen i luften og pludseligt var der en 4-5 store flyvere lige over hovedet på mig.
De var ikke ret højt oppe og der var en forfærdelig rabalder og jeg tænkte hvad er da det her for noget? Hvad er det for nogle øvelser de er begyndt på oppe i Borris. Det er da noget uhyggeligt noget. De vækker da alle, som ikke allerede er vågne.
Og så spekulerer man på, hvad det ku’ være! Men det var jo sådan set først dér ved 10.30-tiden at jeg blev helt klar over hvordan og hvorledes det hang sammen”(*1).
Der var andre, der opdagede de mange fly. Skolelærer Poul Bogetoft var den gang en lille dreng og han så også et af de mange fly i luften. Han fortæller i sine erindringer om hvordan han så et ukendt fly og derpå fandt nationalitetsmærkerne i Politikkens ”Hvem-Hvad-Hvor”. De var tyske!
Sammen med sin mor lyttede han til Radioavisen kl. 08.30, hvor det blev bekræftet at tyskerne havde overskredet grænsen og var på vej til at besætte Danmark (*2).
Dagene op til 9. april
For den almindelige dansker var dagene op til 9. april som alle andre dage, men for regeringen og den militære ledelse var de ganske usædvanlige. Fra rapporter, der blev indleveret af diplomater i Tyskland, fra Efterretningstjenesten og fra så almindelige kilder som fiskebilchauffører, der kørte eksportvarer til Tyskland, fik man indikationer om stor aktivitet lige syd for grænsen i Jylland.
Tidligere var en stor flåde af tyske skibe passeret igennem bælterne og der blev gættet på, at de nok var på vej til Norge. Men ingen ville overveje muligheden for en tysk besættelse af Danmark! Ingen ville provokere den store nabo, så man lod ikke egne styrker indtage forsvarsstillinger langs grænsen.
De danske soldater gik i seng den 8. april med støvlerne på og skarpe skud i geværerne, men de blev på kasernerne.
Ligesom soldaterne gik også politikerne og forsvarskommandoen i seng og lukkede øjnene for faren.
Overfaldet
Meget tidligt om morgenen kom de så. Rykkede over grænsen, gik i land forskellige steder og blev kastet ned fra luften. De få danske styrker, som i al hast rykkede ud i et heltemodigt forsvar for landet, blev fejet til side og efter få timers kamp, kunne regeringen overgive landet til fjenden.
Tyskerne kommer til Skjern
Sidst på formiddagen kunne Skjern-borgerne selv opleve invasionen. Omkring kl. 10.30 dukkede de første motorcykler op og snart fulgte en endeløs kolonne af biler. Nogle af dem standsede op i Skjern og Poul Bogetoft fortæller bl.a. at han hvor Bredgade og Jernbanegade mødes ser en tysk soldat, med metalskiltet ”Feldwebel” om halsen, der sørgede for at trafik fra Jernbanegade ikke afbrød fremrykningen(*2).
Strømmen af køretøjer er uden ophold, men der kommer alligevel et hul, da ledvogteren i Tarm lader bommene gå ned. Han venter toget sydfra, så han standser den tyske fremrykning et kort øjeblik. Tyskerne lader straks bommene hæve igen og der sendes bud ud ad banelinien for at standse toget.
Måske er det dén lejlighed som et ligtog benytter til at komme ud på Bredgade på vej sydpå til Skjern Kirke. Det er forsikringsinspektør Thomas Møller Thomsen der skal begraves og hestene for rustvognen bliver skræmt af de mange biler. Vognen med kisten slingrer ud ad Bredgade og bliver til sidste heldigvis standset af et tjørnekrat ved Kirkeåen.
To medlemmer af ligfølget stillede sig resolut op på kørebanen og tvang dermed tyskernes bilkolonner til at standse op, længe nok til at rustvogn med følge kan dreje ind til kirken (*3).
Skudt i benet af tysk soldat
Som om dagen ikke var dramatisk nok i Skjern, blev en ung mand ramt i benet af et skud. En ung mand skulle efter kilders oplysninger have provokeret tyskerne og disse løb efter ham. Han løb ind ad døren til ejendommen på det vestlige hjørne af Finderupsvej og Østergade. I det samme kom farveriarbejder Søren Risvig ud ad den samme dør og tyskerne affyrede skud.
En kugle richotterede mod væggen og ramte Søren Risvig i benet. Det var et forholdsvis stort sår, men han slap fra sagen med livet i behold. Senere har Søren Risvig nægtet at fortælle om episoden. (*3)
Flystyrt ved Brosbøl
Den senere biografidirektør Verner E. Husted fortæller i anledning af 50-året for besættelsen til Skjern Dagblad, at han senere på dagen d. 9. april rykkede ud sammen med sin far, der var stationsleder hos Falcks Redningskorps, til et havareret tysk fly nær Brosbøl syd for Tarm.
”Den var i vanskeligheder og prøvede at nødlande, men det gik for hårdt til og otte ombordværende soldater blev dræbt. Jeg husker, at vi slet ikke fik lov til at hjælpe – vi blev simpelthen jaget væk af tyskerne, som selv ville klare sagerne, så vi var nødt til bare at køre hjem igen”. (*3)
To dage senere omtalte avisen at otte tyske soldater blev begravet på kirkegården ved Egvad Kirke.
Tyskerne besætter Skjern
Den første dag besatte tyskerne biografen som opholdssted for natten, men snart inddrog man Missionshotellet i Bredgade som permanens hovedkvarter for resten af krigen. I de kommende år udbredtes beslaglæggelserne sig til politistationen, teknisk skole i Mellemgade, missionshusene i Nørre Alle, Nørregade og Finderupsvej, samt dele af Byskolen.
Mørklægning
Der blev allerede den første dag beordret total mørklægning over hele landet og som andre steder blev der hurtigt mangel på mørklægningspapir hos farvehandlerne, så mange måtte nøjes med at hænge tæpper for et par enkelte vinduer. Gadebelysningen blev selvfølgelig ikke tændt.
Man kan vel sige at mørket sænkede sig over Danmark!
Kilder:
(*1): Radio Ådalen, radioudsendelse – ”Glimt fra 2. Verdenskrig 1”
(*2): Poul Bogetoft – ”Ikke offentliggjorte erindringer”
(*3): Skjern Dagblad 09.04.1990 ”Tyskerne skød en uskyldig – og heste løb løbsk med rustvognen”