Peder Laursen

Beretning fra postbud Peder Laursen
Tidl. postbud Peder Laursen har givet mig en kort, personlig beretning om livet i Skjern og om sine oplevelser ved befrielsen:

Jeg var 18 år ved besættelsen og jeg boede i Pileallé 27 hos mine forældre.

Den 9. april 1940 oplevede vi ved overflyvning af lavtflyvende maskiner, samt ved opråb i radioen. Tyskerne blev indkvarteret i missionshusene, samt på enkelte af skolerne. Jeg kan ikke huske om der blev nedkastet ”Oprop”.

Mørklægningen blev startet straks og rationeringen blev værre og værre. Vi fik udleveret ausweis efter behov. Jeg blev ansat ved postvæsnet i 1942 og da jeg mange gange skulle møde tidligt om morgenen og fik sent fri, fik jeg udleveret flere ausweis, så jeg kunne færdes om natten. Man blev tit antastet af tyskerne, som ville se ausweis.

Den 1. november 1940 blev jeg indkaldt til militærtjeneste og jeg blev hjemsendt i 1941.

Bombningen af slagteriet oplevede jeg ikke, da jeg gik vagt på Amalienborg i København, men en officér kom til mig og fortalte at Skjern Svineslagteri var blevet bombet og så fik jeg travlt med at ringe hjem!

Pansergraven var jo en ubehagelig oplevelse for mange mennesker. Landboerne stillede med heste og vogne og tjente mange penge [ved at køre jord bort]. Der blev forlangt ausweis, hvis man skulle uden for graven.

Laurids Hansen, forretningsfører hos isenkræmmer Veilegaard, kontaktede mig: ”Om jeg ikke ville med [i modstandsbevægelsen], da han vidste at jeg havde fået våbenlære i Livgarden?” jeg husker ikke om det var sidst i 1943 eller først i 1944. Jeg dannede min egen gruppe med Fredo Nielsen, Svend Børge Holst, Kaj Sørensen og Svend Åge Jensen. De fire [i min gruppe] kendte kun mig, og jeg kendte fire, som stod for ledelsen. Jeg fik instruktioner fra denne ledelse, og gav dem videre til mine folk.

Jeg kan fortælle, at vi havde et lille kælderrum os Grene på Finderupsvej. Det var Svend Børge Holst, som var ansat dér, som fandt det lille rum, hvor vi så mødtes og modtog vore våben og rensede dem. Det foregik om natten.

Den 4. maj om natten mødtes vi så og ventede på besked som kom om morgenen den 5. maj. Vi begav o til Ruby [i Storegade], hvor vi mødte alle de andre.

 

Dagen efter blev der hentet en del værnemagere og feltmadrasser og andre, som havde samarbejdet med værnemagten, og de blev indsat på politistationen, hvor frihedskæmperne holdt vagt. Senere blev de indkvarteret i Stauning, hvor frihedskæmperne også holdt vagt. De værste blev sendt til fængslet i Sdr. Omme.

Den 1. juni blev jeg genindkaldt til militæret, så det var ikke ret længe, at jeg var med til vagttjeneste.